Haletudser
For noget tid siden var vi ude og se, om det kunne lykkes os at fange noget i det lille vandhul. Og minsandten om ikke der var kæmpe klumper af haletudse-æg i geleklumper der lå i vandoverfladen og ventede på os ;-)
Tænker det er en aktivitet der virkelig kan fange og motivere børn. Det er spændende at se om man kan finde nogen, sjovt og lærerigt at fange dem op og studere dem nærmere.
Vi havde fiskenet, spande, baljer, snor og lup med gummistøvler og praktisk tøj på.
Og vi endte med at tage en baljefuld vand fra vandhullet med hjem, med en lille klump gele og æg. Så må vi se om vi kan få dem til at vokse, så vi kan følge processen ;-)
Den rigtige årstid til at finde æg eller haletudser er om foråret, hvor det begynder at blive lidt lunere i vejret.
Om vinteren ligger frøerne i dvale i skoven eller på bunden af søen. De er vekselvarme og nogle har "frostvæske" i kroppen, så de til dels kan tåle at fryse til is.
I marts-april måned vågner de op og bevæger sig ned til søen for at parre sig. Nogle han-frøer kvækker for at tiltrække hunner - det er de brune frøer.
Ved rette vandtemperatur begynder hunnerne at lægge æg, hannerne skal nu kravle op på en hun og gyde sæd ud over æggene, så de befrugtes.
De befrugtede æg synker ned på bunden og der dannes en geleagtig masse rundt om hvert æg, som kan få æggene til at flyde op til overfladen til solens varme, som er nødvendig hvis æggene skal udvikles.
Efter nogle uger begynder haletudserne at tage form og ligner små kommaer - og først når de har fået mund, gæller og halefinner svømmer de ud af geleklumpen.
Herefter vokser bagben ud, den får lunger og har brug for at få luft ved overfladen. Der vokser forben frem, halen svinder ind - frøen er nu klar til at gå på land og kan fange insekter.
Forvandlingen tager ca. 70 dage i naturen.
(Kilde: www.skoveniskolen.dk).
Det spændende ved at bruge denne aktivitet pædagogisk/didaktisk er, at man får mulighed for at følge hele naturens proces med at udvikle haletudse fra æg til lille frø. Helt fantastisk.
Børnene kan tilegne sig ny viden, lære om naturen (jvf læreplanstema), man kan bruge emnet som projekt på mange måder, synge, se, sanse, snakke om, bruge sproget, have fælles oplevelser, vise hensyn, passe på naturen, læren om levende dyr, følge en proces/udvikling, lave plancher om, tage foto-dokumentation osv.
Hvis man fanger haletudser ind, skal man være opmærksom på dyrenes forhold og sætte dem ud igen - frøer er fredede i DK men må godt fanges ind til undervisning (det bliver så af mine egne børn...).
Vi har stillet baljen lyst men ikke direkte i sol, og puttet vand fra søen i og et par sten.
Når haletudserne kommer ud af æggene og geleen kan de fodres med fiskefodder. Når de har fået forben skal de kunne komme op og ånde (evt. på en sten).
Vi glæder os til at se, om det lykkes os at få små frøer ud ;-)
(Kilde: www.skoveniskolen.dk)